Kærlig venlighed. Denne meditation åbner ligesom kærlighedsmeditationen op for dit hjertes medfødte evne for medfølelse i forhold til både dig selv og andre. Øvelsen åbner, blødgør og forfiner dit hjerte og undervejs i meditationen kan det være, at du mærker, hvordan dit nervesystem reagerer på de sætninger, der gentages igen og igen: “Må du være tryg og beskyttet for al indre og ydre fortræd. Må du være så sund og rask, som det er muligt for dig. Må du leve med lethed og glæde.” Måske mærker du en bevægelse væk fra eller en åbning i forhold til sætningerne. Lad bare de bevægelser være, som de er. Du behøver ikke at have det på nogen bestemt måde – alt kan få lov til at være og bevæge sig, som det gør, og du kan blot nøjes med at observere, hvordan det bevæger sig i dig.
Et forslag: En del af øvelsen omfatter at tænke på et andet menneske, som du har det lidt svært med. Her vil jeg anbefale, at du øver dig i forhold til et menneske, du kun har det lidt svært med. Dette er ikke en øvelse i at tilgive overgreb, hvis noget sådant er begået mod dig. Det er blot en øvelse i at blive bevidst om muligheden af, at selv der, hvor vi er blevet stødt af nogen, kan vi få kontakt til medfølelse for dette menneske.